Calmette projektet – mangler deltagere

Du har nu mulighed for at deltage i dette vigtige projekt

 

Vi mangler stadig deltagere – også dig

Kan Calmette-vaccine beskytte mod COVID-19 og andre infektioner?

Nyt forskningsprojekt skal styrke seniorers immunforsvar

Et nyt forskningsprojekt skal forsøge at styrke seniorers forsvar mod infektioner under COVID-19 pandemien. Projektet udføres af forskere fra Syddansk Universet og Odense Universitetshospital i samarbejde med Odense Kommune.

Danskernes gennemsnitslevealder er støt stigende, og en velkendt konsekvens af aldring af er, atimmunforsvaret fungerer mindre effektivt. Det gør seniorer sårbare over for infektioner, herunder også COVID-19. Da infektioner ofte forværrer eksisterende sundhedsproblemer hos seniorer, er forebyggelse af infektion vigtig.

Den gamle vaccine mod tuberkulose, Calmette-vaccinen (også kaldet BCG), har vist sig at have flere gavnlige effekter. Videnskabelige undersøgelser har vist, at vaccinen stimulerer immunforsvaret og øger beskyttelsen mod infektioner generelt.

Vi ønsker at gennemføre et lodtrækningsstudie blandt 1900 senior borgere, for at underbygge viden om den potentielle beskyttende virkning af Calmette-vaccinen, der vil kunne have enorme positive konsekvenser. Formålet med undersøgelsen er at nedbringe risikoen for akutte infektioner hos seniorer under COVID-19 pandemien, herunder at nedbringe risikoen for COVID-19.

Hvem kan deltage?

Borgere på 65 år eller ældre.

Hvem kan ikke deltage?
Personer med allergi overfor vaccinen, akut syge personer, personer der lider af sygdom i immunforsvaret eller får immun dæmpende medicin, personer med aktiv eller tidligere tuberkulose, personer med aktiv kræftsygdom indenfor de sidste 2 år.

Dette er ingen hindring for at deltage:
Tidligere Calmettevaccination samt andre sygdomme som eksempelvis forhøjet blodtryk, sukkersyge, KOL/astma, stofskiftesygdom, slidgigt med flere.

Selve projektet:
Deltagerne bliver ved lodtrækning fordelt til at få enten en Calmettevaccination eller en saltvandsindsprøjtning (kontrolgruppen). Desuden tages en blodprøve ved start og slut, som skal bruges til at undersøge, om deltagerne har været smittet med Coronavirus (antistof test). Deltagerne følges med korte spørgeskemaer om deres helbred hver 14. dag i 12 måneder. Spørgeskemaerne sendes ud via e-Boks.

Projektet optager deltagere indtil slutningen af december 2020 og gennemføres i Odense kommunes frivillighuse for seniorer.

Man kan rekvirere deltager information og tilmelde sig på telefon: 9350 7703 (mandage til torsdage mellem 9-12) eller på e-mail til calmette@sdu.dk.

Der vil desuden være mulighed for at komme til informationsmøder, hvor man kan høre mere om projektet. Kontakt os på telefon eller mail for at høre nærmere.

Venlig Hilsen
Læge Anne Marie Rosendahl Madsen,
Projektkoordinator