Fra næsten Jægersoldat til frivillig i Metalværkstedet i seniorhuset
Tekst og billeder: Teit Rasmussen
Der er rigtig mange frivillige og brugere tilknyttet Seniorhus Odense, næsten svarende til tre kompagnier soldater – eller næsten 300 civile! De frivillige ville ikke rigtig være noget uden brugerne, og brugerne ville ikke rigtigt være noget uden de frivillige. Der er med andre ord et gensidigt afhængighedsforhold. Det gør sig også gældende i Metalværkstedet, som man finder til højre helt nede i enden af den lange gang i retning mod ”Salen”.
I værkstedet finder man en omfangsrig maskinpark. De mange maskiner, store som små, har behov for et menneske til at styre sig. Ellers stod de bare der og ville nok gik langsomt, men sikkert i forfald. I Metalværkstedet finder man en god blanding af nostalgiske og nymodens maskineri. En meget fin og ikke mindst ældre en af slagsen er en skrigende grønmalet fræser. På grund af farven lyser den nærmest op i værkstedet, som den står der.¨..
Maskinen stammer fra det hedengangne Badstuen, der i 1971 på Øster Stationsvej åbnede som fritidscenter, og efterhånden udviklede sig til et kulturhus med mange forskellige aktiviteter, herunder værksteder. I dag er Badstuen som bekendt blevet til undervisningslokaler under Henriette Hørlücks Skole. Faktisk var den grønne fræser dømt på vej til skrot, men takket være snarrådighed fra en række frivillige overlevede drejebænken og fik forlænget sit liv i Metalværkstedet, da Seniorhus Odense åbnede sine døre i 2011.
En drøm, der brast
Ivan er født og opvokset i Odense. Hans mor gjorde rent og knoklede under besættelse på byens sygehus, hvor hans far, der på tidspunkt arbejdede som arbejdsmand, var indlagt.
Jeg ved egentlig ikke, hvorfor min far var indlagt, men noget skete mellem dem, og jeg blev så flere år senere i hvert fald til lillebror, den sidste i flokken sammen med en noget ældre storesøster og to storebrødre”, fortæller Ivan.
Når Ivan som lille skulle lege, så var det ofte i rollen som elektriker. Hele hans barndom igennem var drømmen at blive elektriker og lege med strøm.
”Men desværre, da jeg i 1974 var færdig med 10. klasse, så var der ikke den store brug for elektrikere. Så det endte i stedet med en ansættelse som konstabel i stabskompagniet på Vordingborg Kaserne med forsyningsopgaver for brigaden. En ansættelse som var afmål til tre år”, fortæller Ivan.
”Jeg havde faktisk ikke skænket forsvaret de store tanker, hverken uddannelsesmæssigt eller på anden vis, men jeg synes egentlig, at det var en både sjov og spændende periode. På et tidspunkt får jeg spurgt en af de høje herrer, om det var muligt sammen med folk fra Jægerkorpset at få stablet en ”krigstur” på benene”, fortsætter Ivan. For de uindviede er det forsvarets elite, en specialoperationsstyrke, der med kort varsel kan indsættes i operationer såvel nationalt som international.
”Jeg fik grønt lys og fik kontakt til Jægerkorpsets daværende chef, som var meget interesseret og meddelte, at han hurtigt ville sende en mand fra Aalborg til Vordingborg.
”Jeg fik jægeren forklaret, hvad min plan var; at en samling almindelige soldater fra mit regiment skulle prøve at snuse til det at være jægersoldat. Da det så blev meldt ud, kom der interesse fra over 100 mand. Det tal faldt hurtigt og drastisk, da det gik op for folk, at skulle det være en realistisk iscenesættelse, så kunne man ikke nøjes med en todagestur.
Der er var nemlig ikke tænkt nogen egentlig bagkant, eftersom en krig normalt aldrig slutter fredag eftermiddag kl. 14.00”, fortæller Ivan videre. Beskeden var, at ville man være med, så måtte man blive ved, indtil man ikke kunne mere, eller andre sagde stop for dig!
Trods alt nej tak til Jægerkorpset
”Efter næsten tre uger på krigstur var der fire mand tilbage, hvor jeg var den ene”, fortæller Ivan, som efter aftale med sin kompagnichef heldigvis havde fået bevilget det nødvendige tjenestefri.
”Jeg tror som nok, at vi alle fire kunne have fortsat lidt endnu, men det var Jægerkorpsets mand, som sagde stop. Han havde set rigeligt”, fortæller Ivan.
Kort efter blev Ivan og en anden deltager sendt til Aalborg, hvor de fik tilbudt plads i Jægerkorpset, hvilket sandsynligvis er den første og eneste gang i korpsets historie, at det på den måde har rekrutteret og hyret mandskab uden om den almindelige optagelsesprøve.
”Jeg valgte til syvende og sidst at sige nej tak, da det faktisk ikke var hensigten overhovedet med krigsturen, at det skulle kunne ende med en jæger-karriere. Men min makker takkede ja og blev jæger”, siger Ivan.
”Man kan jo aldrig vide, om det valg, som altså var et nej tak, var det rigtige, men jeg har egentlig aldrig fortrudt. Det var spændende og sjovt at være med til. Og jeg synes, at jeg lærte nogle ting dengang, som jeg siden i det civile har kunne gøre brug af. Jeg lærte bl.a. vigtigheden af at arbejde sammen, og at man skal hjælpe og støtte hinanden, inden nogen falder helt igennem og ender på det dybe vand”, slutter Ivan fortællingen om, at han kunne være blevet en ny BS.
På røven med en depression
Netop det dybe vand er faktisk også fortællingen om metalværkstedets Ivan. Efter tiden i forsvaret vendte han tilbage til Odense og en del år med forskellige ansættelser bl.a. som arbejdsmand hos AGA, som producerer industri- og specialgasser og sluttelig autoriseret kloakmester, et job, han var glad for. Men en dag ud af blå kom det, som desværre rammer rigtig mange danskere, en uforklarlig depression.
Depression kan være kendetegnet ved nedsat lyst eller interesse, nedsat energi eller øget træthed. Ofte vil en specifik hændelse kunne udløse en depression, f.eks. tab af en nærtstående person, ulykker eller eksistentielle kriser, men hvad der gjorde udslaget for Ivan, fortoner sig noget hen i det uvisse. Men han fik i modsætning til mange den nødvendige hjælp, som dog ikke har været helt uden omkostninger.
”Jeg havde ikke lige set det komme”, fortæller Ivan, som en fredag i Hasmark by ville efterkontrolleret et stykke udført kloak-arbejde, der var påbegyndt tidligere på ugen.
”Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg er kommet hjem fra Hasmark efter, at jeg formentlig har siddet og stirret ud af bilens foruden i flere timer. Men hjem er jeg kommet og får så min hustru til at melde tilbage til mit arbejde, at jeg ikke ville komme mere den dag”, fortæller Ivan om begyndelsen på noget, som i dag stadig trækker ressourcer.
Billedtekst:
Jens Madsen, Ivan Christiansen og Jens Torp poserer for fotografen
Bliver først ikke taget alvorlig
Ivan søgte lægelig hjælp, men stødte desværre ind i en læge, som ikke rigtigt tog Ivan alvorligt. Det gør imidlertid og heldigvis en anden læge. Hun sørger faktisk for, at Ivan kommer først til en psykolog og siden videre ind i lokalpsykiatrien. Her får han så den nødvendige hjælp gennem først samtaler og senere en vurdering af medicinsk og øvrig behandling.
”En forklaring på det skete, får jeg nok aldrig, og det endte så også med, at overlægen, som havde mig i behandling, sagde til mig, at han ikke ville slippe mig, før jeg havde fået tilkendt pension. Det var vi jo så to om at bestemme, sagde jeg til ham. Jeg var trodsig og mente på det tidspunkt mig alt for ung til en pension. Jeg skulle jo tilbage på mit arbejde”, fortæller Ivan.
Jf. sine samtaler med overlægen har Ivan udtrykt tanker om selvmord uden egentlig at være sig det bevidst. Ivans situation er faktisk meget alvorlig gennem en årrække med efterfølgende frivillige indlæggelser, negative tanker, og sågar adskillige elektrochok-behandlinger desværre også med bivirkninger til følge som hukommelsestab.
”Ja det er i den periode åbenbart meget mere alvorligt, end jeg selv kunne fornemme. Min depression er kronisk, så i dag får jeg medicin, der regulerer de forskellige receptorer i min hjerne, så der skabes ligevægt. Jeg synes selv, at jeg har det godt”, fortæller Ivan og undlader ikke at pege på den snor, som han bærer omkring halsen.
Solsikkesnoren, spørg løs!
Solsikkesnoren er en grøn keyhanger med en masse solsikker på. Snoren skal symbolisere et usynligt handicap eller diagnose. Det gør det muligt for andre at tage ekstra hensyn, udvise større forståelse eller stå klar med en hjælpende hånd, hvis behovet opstår.
”Det er en lidt sjov historie med den solsikkesnor. Jeg var til et møde i banken, hvor en ansat, som jeg faktisk slet ikke kendte, introducerede mig for Solsikkesnoren. Jeg kan jo godt fornemme, at folk jeg møder, er meget nysgerrige efter at vide, hvorfor jeg bærer den. Jeg har så gjort det til en vane at sige til folk, at de endelig bare skal spørge, så skal jeg nok fortælle sandheden,” fortæller Ivan om snoren, som kan være med til at bryde tabuer og dermed fremme forståelse og indsigt.
Fra bruger til frivillig
Ivan gik efter sin pensionering hjemme og skulle langsomt, men sikkert lige finde benene i en ny slags tilværelse og deraf følgende selverkendelse. Han gik på et tidspunkt og rodede med et eller andet, som krævede et bestemt stykke værktøj.
Billedtekst:
Ivan var først bruger, men har nu flere år bag sig som frivillig i Metalværkstedet.
”Og så fandt jeg frem til Metalværkstedet her i seniorhuset og kom på besøg. Og i Metalværkstedet viste besøget sig at være indgangen til rollen som frivillig. Efter et par besøg som almindelig bruger blev jeg spurgt af en af de daværende koordinerende tovholdere, om det ikke var noget for mig at blive frivillig? Og selv om jeg ikke har arbejdet meget med metal, så valgte jeg at sige ja. Men jeg måtte jo lige gøre opmærksom på min diagnose, men jeg fik hurtigt at vide, at det skulle jeg ikke spekulere i, og at det nok skulle gå, og så var den mængde is brudt, som skulle brydes,” fortæller Ivan.
Med andre ord var eventuelle fordomme og det, som kunne være værre, fejet af bordet med masser af forståelse og ærlighed fra begge sider. Ivan var bare ”den ny mand” om fredagen.
”Jeg ser altid frem til det tidspunkt på ugen, hvor det bliver fredag. Det er en ren fornøjelse at være frivillig i Metalværkstedet, hvor det ud over de mange gode faglige og private samtaler de frivillige imellem heldigvis også lykkedes at hjælpe brugere i gang eller videre med deres projekter. Men mange flere brugere skal altid være velkommen”, slutter Ivan, der tidligere også har været frivillig i relation til slægtsforskning.
Har du fået interesse i Metalværkstedet og hvad du kan få hjælp til – eller for den sags skyld naboen, Træværkstedet –
så er begge værksteder åbne alle hverdage fra kl. 09.00 til kl. 15.00 – dog går man lidt tidligere hjem om fredag, nemlig kl. 12.00.
Du kan læse mere via www.seniorhus.dk