Ler mellem fingrene - og støv under skosålerne
Med jævne mellemrum kan man med det blotte øje se fodspor gennem Vandrehallen i seniorhuset. Det er tydeligt, at fodsporene har sine udspring i kælderen, hvor både frivillige og brugere i foreningen Mødestedet uge efter uge får både støv og ler mellem fingrene – og under skosålerne!
Dele af kælderen i seniorhuset rummer Mødestedets ler-aktivitet. Her finder man meget dedikerede frivillige tovholdere og brugere, som alle ugens hverdage fordyber sig og får ler mellem fingrene. En af de frivillige tovholdere er Torben Østergaard. Hvis man spørger Torben, hvor hans interesse for ler egentlig stammer fra, ja så er han ret hurtig til at stille sig selv det samme spørgsmål!
-Det har også gennem flere år undret mig, men det viser sig, at jeg engang havde en onkel, som lavede keramik. Det sjove er faktisk, at jeg aldrig har haft kontakt til min onkel og den del af familien, eftersom min far døde, da jeg blot var tre år gammel. Men mange år senere blev jeg kontaktet af min onkels familie og fandt ud af, at han på hobbyplan arbejdede med keramik, indleder Torben, som i en relativ sen alder selv er gået keramikvejen og i dag er tovholder på flere hold i Mødestedet.
-Jo jeg er kommet lidt sent i gang og drejede min første skål i 1999. Det skete i øvrigt ganske tilfældigt. Jeg gik ledig som elektriker og havde en dag fundet vej til Badstuen på Østre Stationsvej, fortsætter Torben. Badstuen var tidligere byens offentlige badeanstalt, men fortsatte i starten af 1970’erne under samme navn som et kulturhus med mange forskellige aktiviteter.
Badstuen havde et ler-værksted, og som den nysgerrige person jeg er, kom jeg hurtigt i snak med en af de piger, som var i værkstedet.
Hun klaskede simpelthen en klump ler på en drejebænk, for nu skulle jeg lære at dreje! Jeg fandt så ud af, at det bestemt ikke var så nemt, som det så ud til, indrømmer Torben, som herefter brugte de næste måneder på bare at dreje, centrere og lære faget og teknik fra bunden af.
Skæbnen ville så, at Badstuens daværende leder kort efter spurgte Torben, om det ikke var noget for ham om aftenen at passe ler-værkstedet, når nu han var blevet så dygtig!
-Jeg skulle ikke undervise, men vise folk til rette og ordne praktiske ting, men blev lokket med, at jeg endelig bare skulle eksperimentere med mine egne ting.
Selv om jeg igen havde fået herfuldtidsarbejde, så sagde jeg ja og startede reelt også her min rolle som frivillig, fortæller Torben.
Torben er som nævnt uddannet elektriker, og som ung skulle der jo ske noget, så efter endt uddannelse blev udlængslen testet som skibskok på en lille Svendborg-coaster, hvor Torben gennem et halvt års tid fik set mange europæiske havne nærmere efter i sømmene.
-Jeg havde godt nok ikke de store forudsætninger for at lave mad. Jeg har sikkert set min mor og mormor over skulderen, men det var åbenbart nok for kaptajnen til, at han var overbevist om, at jeg kunne lave mad til et otte mands besætning. Så i stedet for at se verden gennem interrail, fik jeg en søfartsbog og min nysgerrighed styret til havs, fortæller Torben.
At skabe noget
Torben stammer fra Odense og gaderne omkring Læssøegade. Faren, som var en anerkendt møbelpolstrer, nåede Torben desværre ikke rigtigt at få et forhold til grundet farens alt for tidlige død. Torbens mor var på det tidspunkt, som det oftest var tilfældet midt i 50’erne, hjemmegående. Hendes nye mand blev ikke just perleven med Torben og omvendt, så ret hurtigt kom Torben til at bo mere eller mindre permanent hos sin mormor.
-Jeg havde ikke noget imod at gå i skole, men det lå ikke i kortene, at jeg skulle være elektriker.
Jeg havde nok mest af alt lyst til at gå kunstnervejen, men det blev så til kok, siden elektriker, chauffør og som ansat i produktionen på Roulunds Fabrikker og Dalum Papirfabrik.
Det har nok altid ligget i mig det med at skabe noget, som kunstnere gør, men dengang havde jeg slet i tankerne, at man kunne have det som en levevej. Og sådan blev det jo heller ikke, men jeg blev tændt på ler den dag, jeg trådte ind i Badstuen, konstaterer Torben.
Fra Kulturmaskinen til seniorhuset
Tiden som frivillig på Badstuen blev ikke så lang, da Torben havde nok at gøre med at passe sit arbejde som elektriker i den virksomhed, som i dag kendes under navnet EnergiFyn. Det blev i den periode derfor meget begrænset, hvad Torben kunne få tid til i forhold til keramikken. Badstuen lukkede i øvrigt også i den periode, men senere, da EnergiFyn blev tvunget til en større fyringsrunde, som desværre ramte Torben, vendte keramikken tilbage i Torbens liv.
-Kulturmaskinen var så i mellemtiden åbnet, og her blev jeg tilbage i 2008 frivillig. Det er så ca. to år før, jeg kunne gå på efterløn.
Selv om jeg ikke havde drejet i mange år, kom jeg hurtigt efter det. Jeg kan godt finde ud af dreje et krus eller en kop, men jeg har aldrig været ekspert, det skal man have en uddannelse som pottemager for at blive, fortælle Torben.
Torbens evner rakte rigeligt til Badstuen, hvor han bl.a. lærte meget af den daværende leder af værkstedet, som var god til at lære fra sig fra om det mest basale til det mere komplicerede.
-Men der var også mulighed og tid til som på Badstuen at eksperimentere og udvikle sig, fortæller Torben, som så sent som hen over sommeren i år har været på kursus og bygget videre på sin kunnen og viden om keramik.
Lynet slog ned i Eva som 4-årig
I kælderen huserer også tovholder Eva Godiksen. Eva er i modsætning til Torben uddannet pottemager, og i en meget tidlig alder vidste Eva, hvor det bar henad. Allerede fire år gammel var hun solgt, ikke til stanglakrids, men til lerets forunderlige verden.
-I det villakvarter i Søndersø, hvor vi boede, var der en person, som i sin garage havde en drejeskive, og det var her, lynet slog ned i mig. Mine forældre mente selvfølgelig ikke, at det var nogen god ide at basere min fremtid på at blive pottemager, hverken som voksen eller når man kun er fire år gammel, indleder Eva og kan ikke lade være med at smile.
Senere i formningstimerne i folkeskolen fik Eva mulighed for at arbejde videre med sin drøm og evner, og den blev kun forstærket gennem et senere efterskoleophold og en erhvervspraktik.
-Da jeg var 16 år, var jeg så heldig at komme i erhvervspraktik hos Hans Rasmussen i Ringe. Hans var lidt af en guru indenfor keramik.
Han lavede bl.a. glasurer for Cerama, og jeg var så heldig at være med. Hans var fantastisk, altid et stort smil.
Han lærte mig bl.a., at en pottemager – altså ham selv – altid skal have en hjemmelavet dram til fyraften. Det fjerne støvet fra svælget, griner Eva. Og her begyndte Eva så for alvor at snuse til faget og nærmest blev Hans’ lille muse.
Men i bestræbelserne på at få papir på at være pottemager og få svendebrev, måtte Eva videre, og det blev så til København, hvor mulighederne trods alt var større end i Provinsen.
-Jeg havde fået et rengøringsjob og et værelse på Østerbro på hånden, så en dag meddelte jeg så mine forældre, at nu gik turen for mit vedkommende altså til København for i min fritid at lære mere om keramik.
Dengang var det meget svært at komme ind på uddannelsen som pottemager. Man måtte for overhovedet at komme i betragtning først lære sig selv en hel masse foruden at være talentfuld. Eneste uddannelse var på teknisk skole i Sønderborg, et uddannelsessted som siden er lukket.
-Efter Hf-eksamen lykkedes det mig som 20-årig så at finde en læreplads og kom i mesterlære og blev færdig fire år senere i 1994, fortæller Eva.
Vejleder i seniorhuset
Gennem en bekendt blev Torben for et par år siden gjort opmærksom på, at Mødestedet i seniorhuset søgte en person, som vidste noget om ler, og som kunne tage over efter en tovholder, som desværre var blevet ramt af sygdom.
-Jeg var egentlig fuldt optaget på Kulturmaskinen, men jeg kunne jo altid lige kigge ind og se på sagerne i seniorhuset. Men jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at jeg godt kunne tage et par timer om ugen hernede. Der var, hvad de skulle være af udstyr, så jeg sagde ja, lyder det fra Torben.
Og det passede egentlig ganske godt for både Mødestedet og Torben, eftersom væsentlige ændringer i forretningsgangene i Kulturmaskinen gjorde det uforeneligt for ham at fortsætte.
Torben er meget glad for at være tovholder i Mødestedets ler-aktivitet. Så meget at han er i seniorhuset både tirsdag, onsdag og torsdag, mens tovholder-kollegaen Eva står for mandag og fredag.
-Som tovholder har vi ikke undervisning, som f.eks. AOF eller FOF har det. Vi vejleder og svarer på de spørgsmål, brugerne måtte have. Og vi viser dem gerne de ting, som vi har lært det. Men rollen som tovholder handler også om mere jordnære og praktiske ting, som at have styr på de materialer, der er brug for, og det praktiske med selve brændingen, fortæller Torben.
En konstant udfordring
Efter svendebrevet kom i hus, har Eva haft lønnet arbejde som pottemager i forskellige sammenhænge både på Fyn og i Jylland, men branchen som pottemager er svær. Udgifterne til at etablere sig som selvstændig er relative store, ligesom udbuddet og talentmassen givet er det.
-Jeg har selvfølgelig været tvunget til gennem årene at have en indkomst, og det har så udmøntet sig i job i mange forskellige erhverv. Jeg har haft egen forretning her i Odense, men nøjes i dag med et mini mini-værksted derhjemme, hvor jeg selv bestemmer og kan tilrettelægge mit arbejde. Jeg har lejlighedsvis undervisning på to-mands hånd og ved siden af kunnet kombinerer det med at have pottemageriet på hobbyplan. Jeg har bestemt ikke fortrudt, at jeg blev pottemager. Det er måske mere en livsstil, fortæller Eva.
Evas vej inde i seniorhuset og ned i ler kælderen går via Google og en søgning på keramik. Tanken var egentlig først bare at være bruger, men Evas henvendelse til Mødestedet blevet hurtigt konverteret til et tilbud om i stedet at blive tovholder.
-Det gik faktisk ret hurtigt, og eftersom det er et spændende fag, skulle jeg ikke tænke ret meget over det og blev så tovholder. Det er fedt at være med til at formidle viden og lære andre noget, som man selv er lige så passioneret for. Jeg har en enkelt gang oplevet en bruger, som gav op.
At arbejde med ler handler om tålmodighed og til dels temperament. Ler er jo et meget blødt materiale, og vedkommende brugte alt for mange kræfter og fandt nok aldrig helt ud af at bruge kræfterne rigtigt. Jeg forklarede ham, at det ikke handlede om at bruge kræfter, men i stedet betragte ler, som var det en kvinde, du gerne vil have et godt forhold til. Vær nænsom, så virker det, griner Eva. Glæden og den fælles interesse er omdrejningspunktet, siger Eva, som også let kan blive opslugt, som ud over arbejdet med ler også bruger en del tid i sin kolonihave.
Det sociale vægtes højt
For Torben er det sociale faktisk lige så vigtigt, som det at få lavet en vase eller et krus.
Det sociale samvær gik lidt af fløjten på Kulturmaskinen, hvor fokus desværre mere gik i retning af business end bare det også at sidde og have tid til at snakke om keramik.
-I seniorhuset kommer der flere og flere brugere, som i forvejen kan teknikkerne og generelt ved, hvad det handler om. Men der kommer også brugere, som starter helt fra bunden, men vi er begrænset i antallet af brugere pga. pladsen og har desværre ventelister lige nu. Og spørger du mig, så skal det heller ikke blive større. Det skal og må ikke blive en aktivitet, hvor tingene bare produceres på samlebånd, og hvor det sociale forsvinder. Det sociale er i vores alder halvdelen af det at gå til en aktivitet, siger Torben og fortsætter.
-Hvis folk bliver for dygtige, ja så vil der nok være en tendens til, at man kan finde på at producere mere end bare til sig selv eller den nærmeste familie og dermed gøre det til en forretning. Vi er måske ved at være tæt på den grænse, og derfor holder jeg mig til det, som jeg vil kalde keramisk kunst, siger Torben.
Fra Salto til Picasso
Danmark har en lang tradition for fremragende keramik. Torben er i sit arbejde som keramiker meget inspireret af Axel Salto, men også mere verdenskendte navne som Salvador Dali og Pablo Picasso.
-En tur på Clay-museet er meget inspirerende, og gennem flere år har jeg i efterårsferien sammen med en god keramiker-ven taget turen til Middelfart. Vi bruger normalt en hel dag på stedet, hvor vi diskuterer og går i dybden med de ting, vi har set og fået indtryk af. Man bliver tanket op, ligesom en tur på kurser og højskoleophold også er mægtig inspirerende, fortæller han.
Gennem årene har Torben naturligvis haft tilknytning til andre keramikere og via masser af tålmodighed og koncentration fået lært endnu mere om de forskellige teknikker.
Og det at dumme sig, når man arbejder med ler, er ifølge Torben en god proces, for så begår man ikke samme fejl næste gang.
-Det er ikke længere kun kopper, vaser og fade, jeg arbejder med. Repertoiret er udvidet i takt med, at jeg gennem årene har udviklet mig. Lige nu er jeg optaget af at arbejde med sektionsdrejning, hvor det gælder om at holde målene og sætte tingene rigtigt samme, så det kan holde. Det, synes jeg, er spændende. Og generelt er det at arbejde med ler, som jo er et levende materiale, lidt af en terapiform. Det handler både om fordybelse og koncentration, hvor udenomssnakken simpelthen nemt kan forsvinde for ens ører. Selv om meget af arbejdet handler om teknik og koncentration, så er ler værkstedet også et sted, hvor ens tanker frit kan flyde, siger Torben.
Kunst eller praktisk brug
Eva kan ikke sige, at hun mest er til krus, vaser eller noget helt tredje. Det er nærmest spændende og interessant det hele.
-Alle ved jo, at en kop kaffe smager bedst, når kruset er håndlavet og dermed unik. Men en pottemager lærer jo at dreje på mål. Min mester sagde altid, at der ikke var rum for mere end en variation på plus-minus en millimeter. Arbejder jeg med noget, så kan det godt være, at det en gang imellem ender i en sjov skål frem for præcisionsarbejde.
Tekst af
Teit Rasmussen
Men jeg hælder nok mest til, at det man laver, kan gøre praktisk nytte, siger hun.
Selv om kunst er svær at diskutere, så afviser Eva ikke, at hun på sig også kan finde på at kaste sig over arbejdet med skulpturer.
-Om det så i andres øjne stadig helst skal ligne noget, det må jeg tage til den tid, siger Eva.
Bedre forhold
At arbejde med ler er ikke just en holdsport, men målrettet det enkelte individ.
Alligevel skaber arbejdet med ler ifølge Eva fællesskab og samvær. Her adskiller arbejdet med ler sig ikke fra kortspil eller at være frivillig i seniorhusets cafe.
-Selv om man arbejder alene, så er man jo en del af et fællesskab. Man fordyber sig i hver sit projekt, men har en fælles glæde. Den følelse forstærker sig samtidig med, at man i nuet ubevist kan lægge andre tanker fra sig og koncentre sig. Selv om jeg er faguddannet, så oplever jeg selvfølgelig også dage, hvor tingene bare ikke hænger sammen, men heldigvis opleves flest gode og skøre ”drejedage” end dårlige, og sådan tror jeg også, at brugerne i kælderen har det, fortæller Eva.
Og fremtiden i kælderen tegner forhåbentlig en anelse bedre set ud fra et mere praktisk perspektiv.
-Et større værksted end det nuværende kan man jo altid drømme om, men faktum siger noget andet. Vi har den plads, vi har, så derfor må vi jo få det bedste ud af det.
Den nuværende ovn har udtjent sin værnepligt, hvilket gør, at den ikke længere virker optimalt. Men forhåbentlig lykkes det Mødestedet at få skrabet finansiering sammen til en ny og mere tidssvarende og energibesparende ovn, slutter Eva.