Status på transformationen
Seniorhus Odense har været heldig at blive tildelt flere kvadratmeter gennem den såkaldt Seniorlivspulje under Velfærdens Fundament. Det har nemlig været Odense Kommunes intention, at livet for de 55+ årige skal være rigt, aktivt og fyldt med fællesskaber.
Således besluttede Odense Byråd for år tilbage at investere 50 millioner kroner i at løfte de fysiske rammer frem mod 2030 for at gøre Odense til en endnu mere attraktiv seniorby.
Odense Byråd har tidligere besluttet at udmønte 2,7 millioner kroner ud af puljen på 50 mio. kr. til modernisering af et tidligere depot i forbindelse med seniorhuset til blandt andet et musik- og sanglokale.
Seniorhuset har talt med Anton Byggepartner A/S, som for Odense Kommune har til opgave at transformere det nu tidligere ”barnevognslager”, som har tilhørt dagplejerne i kommunen, til et multirum med fokus på musik og korsang.
-Lager blev tømt i august, og siden er der udgravet og støbt fundamenter til den nye limtræskonstruktion. I den forbindelse har Odense Kommune besluttet, at der skal tages prøver af den udgravede jord, inden vi kan få anvist, hvor vi skal køre det hen til deponi, da der er risiko for, at den udgravede jord kan indeholde PFAS, og det tager cirka små to uger at få det afklaret, oplyser Anton Nørgaard Jensen fra Am Anton Byggepartner A/S
– Arbejdet med det gamle betongulv er dog i fuld gang. Der er blevet slebet, og revner er udfyldt, og der er udlagt flydegulv, inden det færdige gulv kan udlægges.
Gipsbrandvæggen mod de eksisterende lokaler er grundbehandlet med spartling og maling. Og vi forsætter med de murede vægge, som dog kræver lidt murerreparationer.
– Elektriker har demonteret en del af de gamle installationer og godt i gang med montering af de nye installationer samt føringsveje, og der er forberedt for teleslynge i gulvet. Og i sidste uge begyndte arbejdet med montering af limtræskonstruktioner. Endelig er vægge og loft inkl. vvs og kloak udført for det nye handicaptoilet, og maler begynder snart behandling af vægge og lofter, hvorefter det kan færdig apteres med gulvbelægning, dør, lys og sanitet, slutter Anton Nørgaard Jensen.
