Orla har mange jern i seniorhusets ild!
Med en uddannelse bag sig som møbelsnedker og et liv i fagbevægelsens skær, så
passer Orla Stagil perfekt ind i seniorhusets rammer.
77-årige Orla Stagil er en af de både brugere og frivillige, som kender Seniorhus Odense særdeles godt. Orla har nære relationer til såvel Faglige Seniorer Odense-kredsen, en af de i alt 10 nuværende medlemsforeninger i Seniorhus Odense, men også interesser der trækker spor af savsmuld ind i Træværkstedet. Endelig spiller Orla også billard i seniorhuset gennem foreningen Mødestedet. Med andre ord har Orla flere jern, der rager ind i seniorhusets ild.
Når man spørger Orla, om han er indfødt Odenseaner, så mener han selv, at svaret både er ja og nej! Det kræver selvfølgelig lidt forklaring.
-Jeg er født i Holstebro, da min forældre på tidspunktet for min fødsel var bosat i Holstebro. Min far havde fået arbejde på en taskefabrik som tilskærer af læder til syning af tasker. Og min mor fulgte selvfølgelig med og var samtidig heldig med at få et rengøringsjob på det lokale sygehus, indleder Orla.
Vi taler et par år efter besættelsen, hvor der efterhånden var kommet mere ro på samfundet og hverdagen.
-Men nogen erindring af tiden i Holstebro har jeg ikke, da jeg vel kun kan have været seks måneder gammel, da mine forældre besluttede sig for at flytte tilbage til Odense og Nyborgvej i et hus, som var ejet af min oldemor, indleder Orla.
Om det var tale hjemve eller det faktum, at der var godt betalt arbejde at få på Albani Bryggerierne, eller begge forklaringer, må stå lidt hen i det uvisse, men arbejde fik Orlas far, og en ny tilværelse kunne starte for familien.
I lære som møbelsnedker
I sin skoletid gik Orla på Korsløkkeskolen til og med 9. klasse. Dengang var det mere eller mindre frivilligt, om man ville tage 8. og 9. klasse med, men det gjorde han.
-Jeg kom måske lidt for tidligt i skole, og jeg ville godt være lidt ældre, inden jeg skulle forlade skolen for at komme ud at arbejde, fortsætter Orla.
Som 16-årig var det slut med folkeskolen, men goddag til en læreplads som møbelsnedker hos Bent Jørgensens Møbelfabrik på Åløkke Alle. Produktionen bestod primært efter ordrer mest af store og fine velpolerede mahognimøbler, som tidens kunden dengang efterspurgte.
-Der var virkelig noget at lære dengang om møbelproduktion. Bejdsede og lakerede møbler som blev lavet i hånden uden brug af nutidens tekniske hjælpemidler, men med sandpapir og håndkraft, fortæller Orla og fortsætter:
-At være lærling dengang betød ofte, at man fik ”lov til” at lave alt det kedelige og trivielle, som primært svendene ikke gad. Det var hårdt arbejde, men jeg var heldigvis på en fabrik, hvor man lærte noget af både de udlærte snedkersvende og mester selv, men man kunne også godt blive drillet som lærling, men det blev aldrig groft, fortæller Orla.
Træet som materiale har altid interesseret Orla. Han lavede sit første sofabord, da han gik i folkeskolen. Dengang kunne man både gå til ”eftermiddagssløjt” og ”aftensløjt”, hvor man modtog undervisning af faglærer, som ofte gjorde det frivilligt. Og for pigerne gjaldt det syning.
Så efter knap fire år var Orla udlært møbelsnedker. Og selv om Orla har bedt mig om ikke at skrive det, så gør jeg det alligevel. Hans afsluttende eksamensprojekt blev selvfølgelig et stort og flot blankpoleret mahogni barskab med hylder og runddel i midten og indbygget spejl! Og skabet, ja det eksisterer skam endnu, da det er gået i arv hos Orlas datter.
Penge i Lindø
Først i 1970’erne var der stor efterspørgsel efter tømrer og snedkere til Odense Stålskibsværft, så Orla blev ret hurtig ansat som stilladsbygge efter endt læretid.
-Jamen det var naturligvis ikke helt ufarligt at kravle rundt 30-40 meter oppe i luften på et stillads, så da tiden var kommet til at blive forældre, blev min kone og jeg hurtigt enige om, at jeg nok skulle prøve at finde noget andet at lave og helst nede på jorden, fortæller Orla. Dengang var det trods rimelige sikkerhedsforanstaltninger ikke unormalt, at arbejdsulykker årligt kostede et par kolleger, svejsere eller stilladsarbejdere livet.
En af Orlas kammerater havde en ven, som havde job på en anden af de dengang store og traditionsrige virksomheder i Odense, nemlig Roulunds Fabrikker, som var storleverandør af kileremme, bremseartikler og andre produkter til maskin- og bilindustrien.
-De manglende en mand til at vulkanisere kileremme, og jeg fik en samtale og jobbet. Og det blev så til mange års ansættelse, indtil fabrikken lukkede, og jeg passende kunne gå på efterløn.
Og indgangen ind i det faglige arbejde kom, da Orla var ansat på Roulund. Han blev med tiden sikkerhedsrepræsentant, siden tillidsmand og medlem af Roulunds bestyrelse.
-Det kom sig nok af, at jeg på nogle punkter har svært ved at holde mund, så det ene tog det andet. Den tillidsmand, som jeg havde dengang, fik job i fagforeningen, så en dag blev jeg spurgt, om det ikke var noget for mig at overtage jobbet som tillidsmand. Jeg vidste godt, at det kom til at koste en masse ekstra timer oven i mit arbejde, men det har jeg ikke fortrudt, siger Orla. Og mon ikke også, at der er fulgt et par gener eller to med fra Orlas far, eftersom han i sin tid på arbejdsmarkedet var tillidsmand på Albani.
Orla og Faglige Seniorer
Efter at Orla var gået på efterløn skulle den nye tid fri for arbejde bruges til noget nyt. Det gik vel et års tid – efter at han var gået på efterløn – hvor han primært fik tiden til at gå med at ordne hus og bl.a. bygge en udestue og ordne haven.
Herefter blev Orla og hans kone enige om, at de da godt en gang om måneden kunne gå til hyggeaften med musik og dans i Faglige Seniorer. Faglige Seniorer er en selvstændig organisation for fagbevægelsens seniormedlemmer. Faglige Seniorer er Danmarks næststørste seniororganisation med mere end 265.000 medlemmer fordelt på 600 seniorklubber og foreninger over hele landet. Og den lokale afdeling i Odense har så i dag til huse i eget foreningslokale i seniorhuset og råder samtidig over et mindre kontor.
-Og vi kom til at møde og kende mange mennesker, og det endte også med ferieture og senere en opfordring til at stille op til bestyrelsen i industrigruppen under Faglige Seniorer Odensekredsen og senere en post som formand for samme industrigruppe. Og siden blev det så til adskillige år og en flytning fra Thrige-firkanten, hvor klubbens aktiviteter og faglige møder dengang blev afholdt, til de nuværende lokaler i seniorhuset, hvor foreningen har været med siden husets åbning i 2011.
Orla holder pause i Træværkstedet sammen med frivillig-kollega Henrik.
Socialt samvær i hård konkurrence
Det er Orlas klare indtryk, at der mangler engagement i forhold til gamle dage i mange af de medlemsforeninger, som hører under paraplyen Faglige Seniorer.
-Det kniber med at få folk til at komme. Tidligere kunne industriens klub alene samle 50-70 mennesker til sociale arrangementer, julekomsammen og den slags. Men i dag i forhold til dengang har folk jo rigtig mange andre tilbud end at gå til arrangementer i sin faglige klub. Det er nok naturligt, men som tidligere fagforeningsmand synes jeg, at det er lidt ærgerligt, at man ikke bakker mere op om sin klub, siger Orla.
Til den rent faglige diskussion hører nok også indtoget fra det såkaldte ”gule fagforeninger”, hvor sammenholdet måske ligger på et noget mindre sted, og hvor man mere er sig selv nærmest og tænker økonomiske besparelser i sin privatøkonomi fremfor fællesskaber i det traditionelle fagforeninger.
-Jeg selv, min bedstefar og far er fra den tid, hvor det sociale liv med ens arbejdskolleger betød meget, og hvor man var meget mere sammen også uden for arbejdstiden. Det ser man næsten ikke mere. Men vi er stadig en del fra det gamle Roulund og Dalum Papirfabrik, som heldigvis mødes i seniorhuset, når der om onsdagen er åbent hus, fortsætter Orla.
Orla er som regel altid med om onsdagen, lidt mindre om sommeren i forhold til forår og efterår, hvor snakken går livligt blandt tidligere kolleger.
-Vi snakker meget om de samfundsmæssige forhold, som man kan læse om og se i dagspressen. Men der bliver også tid til at tale om alt muligt andet, hvor de mere nære og personlige ting kan blive berørt. Og det sker tit, at en snak ender med, at en siger: ”det var bedre i gamle dage”, griner Orla velvidende, at meget ude på arbejdspladserne og i det generelle liv har ændret sig.
-Var det bedre i gamle dage, er jo et godt spørgsmål! Det var måske mere anderledes end bedre. Seniorhuset eksisterede jo ikke for 30-40 år siden, og hvad rummer seniorhuset ikke i dag af muligheder, siger han.
Frivillig i Træværkstedet
At være frivillig i alle mulige sammenhænge er i dag vigtigere end nogensinde. Selv om vi i Danmark til sammenligning med andre nationer stadig betragtes som et velfærdssamfund, er besparelser og direkte nedskæringer daglig kost, når det kommer til velfærden.
-Jeg har nok haft det sådan i hele min opvækst, at man gerne må yde lidt ekstra, og her spiller den frivillige indsats jo også ind. Man har været vant til at blande sig, og for mit vedkommende har det så ført mig ind i fagbevægelsen og den frivillige verden. Og hvis man kommer til at sige sin mening, så er der ikke langt til, at andre siger, ”du skal være med!”.
Det er derfor ikke nogen tilfældighed, at Orla både grundet sin faglighed og interesse bliver frivillig i seniorhusets træværksted. Da Orla startede i Træværkstedet, hørte værkstedet ikke under seniorhuset, men var den del af noget, som hed Superwerk. Superwerk havde indgået en aftale med Odense Kommune om at lave beskæftigelsesprojekter for unge, og et af projekterne handlede om at arbejde i træ.
-Jeg blev inviteret til et møde, som handlede om, at man søgte frivillige medhjælpere. Men efter mødet fandt jeg ud af, at det måske ville blive svært for mig at være en del af det. Generationskløften mellem de unge mennesker og en som mig, var nok alligevel for stor, så jeg sagde nej tak. Jeg er fra en tid, hvor et værksted hver dag skal passes, og vi venter ikke til i morgen med at feje gulvet, fortæller Orla, som aldrig kunne drømme om at sætte et ikke-slebet og poleret stemmejern på plads, men ordne og pleje, så det vil være klar til næste mand.
Men så gik der et års tid, hvorefter Superwerk ikke fik forlænget sin aftale med kommunen, og der i stedet var mulighed for, at Seniorhus Odense kunne overtage værkstedet..
-Situationen var derfor en anden, og jeg sagde ja til at blive frivillig tovholder og har været det siden med en fast ugentlig dag, hvor jeg har en tretimersvagt.
Men så gik der et års tid, hvorefter Superwerk ikke fik forlænget sin aftale med kommunen, og der i stedet var mulighed for, at Seniorhus Odense kunne overtage værkstedet.
-Situationen var derfor en anden, og jeg sagde ja til at blive frivillig tovholder og har været det siden med en fast ugentlig dag, hvor jeg har en tretimersvagt.
”Vi har et godt fællesskab”
Træværkstedet er et åbent værksted for borgere, som er bosat i Odense Kommune, og som er fyldt 60 år. Værkstedet under Seniorhus Odense drives af ca. 20 frivillige, hvoraf en del som Orla kommer med et godt rygstød i form af faglige kompetence i brugen af maskiner og udstyr, og selvfølgelig en grundlæggende stor interesse i at arbejde med træ.
-Nu er alle tovholdere jo ikke ”træfolk” underforstået frivillige med en uddannelse i træ bag sig. Vi har et godt fællesskab og snakker fint sammen alle. Der er ikke nogen, som ser ned på en frivillig-kollega bare fordi vedkommende har lavet alt muligt andet i sin arbejdsmæssige karriere end at arbejde med træ. Mange af de frivillige er meget interesseret i at lære nyt og få fif til dit og dat, og der synes jeg i al beskedenhed, at vi er gode til at lære fra os. Naturligvis også over for brugerne, fortæller Orla.
I pauserne bliver der også talt om andet end båndsave og uslebne savklinger, men når der arbejdes, så er det med fuld koncentration og fingrene placeret de rigtige steder, lyder det fra Orla, som under interviewet kan fremvise et aktuelt ar efter et arbejde med en kantpudser.
Billarden er kommet igen
Tiden flyer i godt selskab, men vi skal også lige nå at runde billard. Orla har tidligere været aktiv billardspiller i Odense-klubben Bristol.
Orla tæller point i dagens match.
-Jeg har aldrig spillet turnering, men blev med tiden ikke helt ueffen. Det var dog mest hygge, hvilket det også er i dag, hvor jeg en gang om ugen spiller i seniorhuset. Vi spiller kun om æren, men undlader da ikke at kommentere hinandens spil, fortæller Orla.
Det er to tidligere arbejdskolleger fra Roulund, som udgør konkurrencen og det hyggelige samvær.
-Jeg er som regel i seniorhuset 2-3 gange om ugen og har også min kone med, når der er komsammen og fest i Faglige Seniorer. Jeg har det godt, når jeg er i seniorhuset og er glad for, at nogen kan bruge min frivillighed, slutter Orla, som i lighed med mange andre brugere og frivillige i Seniorhus Odense også har haft sin andel af sygdom.
-Den del har lægerne heldigvis styr på nu, og jeg spiser en pille dagligt og har det godt, så det er til at leve med, selv om jeg har været heldig. Men lige nu må jeg ikke køre bil, men heldigvis kan man komme relativt tæt på seniorhuset med bus, slutter Orla.
Orla er ikke helt ueffen ud i billard.
Tekst og foto: Teit Rasmussen
