Selv om Annalene har retten til at benytte titlen som grevinde, mener hun, at det at tilhøre adelen ikke handler om titler og godser.
Hun mener, at vi alle er forpligtede til at dele ud af det overskud og det talent, vi hver især er født med – uanset stort eller småt, så det kan vokse som en menneskelig investering i vores fælles samfund.
Og som hun siger, så har vi alle brug for at høre til.
Af Teit Rasmussen
Annalene Barfod Rantzau er en af de mange frivillige, som uge efter uge giver sin fritid væk til brugere af Seniorhus Odense.
Var det ikke for en som Annalenes overskud og mange talenter, ja så stod det skidt til med foreningslivet og frivilligheden i Danmark.
Anslået bruger ca. 40 procent af alle danskere uanset alder en masse fritid på at være frivillig. Mange aktiviteter i samfundet kunne slet ikke lade sig gøre, hvis ikke villigheden til at være frivillig var til stede. Der er rigtig mange indgangsvinkler til at være bruger eller blive frivillig i Seniorhus Odense. For Annalene Barfod Rantzaus vedkommende var det ganske simpelt lysten til at prøve nyt efter, at hun i 2013 var flyttet til byen som nyudklækket pensionist.
“Jeg var flyttet fra Vejlekanten til Odense og skulle ligesom have opbygget en ny omgangskreds og et nyt liv, efter et langt og alsidigt liv på arbejdsmarkedet. Jeg spurgte en af mine veninder, der boede i byen, om hun vidste, hvor man kunne spille dilletant. Hun var på det tidspunkt frivillig i seniorhusets reception og kendte til seniorrevyen under Mødestedet. Så det blev min vej ind i seniorhuset”, indleder Annalene, der endda fik mulighed for at spille selveste H.C. Andersen og selv skrive nogle af teksterne.
Fortsættes i næste spalte
Fortsat fra forrige spalte
I dag er det ikke dilletant, som står på menuen, når Annalene er aktiv frivillig i seniorhuset, men i stedet som tovholder på nu hele tre ugentlige store Qi Gong-hold, som foreningen Mødestedet udbyder.
I tiden lige inden flytningen til Odense drev Annalene i 15 år efter sin mands død i 1995 den smukt beliggende campingplads ”Rosenvold Strand Camping”. For de uindviede ligger den lige ned til Vejle Fjord, hvor Annalene havde privilegiet at bo i et af Rosenvold Gods’ små skovhuse.
“Jeg havde egentlig aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde skulle flytte fra huset i skoven, som lå lige ned til vandet og tæt på campingpladsen. Men min yngste søn og hustru havde lige fået tvillinger og boede i udkanten af Odense, så jeg brugte en del tid på at køre frem og tilbage. Og da de fik ekstra brug for hjælp, fordi min svigerdatter midt i ammeperioden faldt ned af en trappe og uheldigvis brækkede et par ribben, tog jeg i campingpladsens vinterperiode over og passede drengene og bar dem til og fra moderens bryst og ud i barnevognen og generelt sørgede for, at hjemmet fungerede. På de lange banevognstraveture blev jeg bekendt med området Odense NV og klar over, at jeg måske selv kunne have glæde af at flytte til Odense og finde en lille bolig ud til et fredet område og nå at glædes over det sidste hold børnebørn,” fortæller Annalene.
“Jeg har levet et travlt og alsidigt liv og stukket min næse nysgerrigt i rigtig mange ting for at blive klogere på mig selv og mit livssyn, alt sammen i relation til krop, sind og ånd, naturlovene, videnskaben og kreativ udfoldelse.
Stammer fra Randers
Annalene er årgang 1946, født i Randers og er den næstyngste i en stor søskendeflok, hvor de fire ældste er født i Grønland under 2. verdenskrig. Annalenes far blev i 1938 kandidat i kemi, fysik og matematik og arbejdede dengang som videnskabsmand sammen med Niels Bohr på Niels Bohr Instituttet.
“Min far blev om formiddagen kandidat, gift om eftermiddagen og rejste den følgende dag sammen med min mor til Grønland med møbler og proviant til et år samt en rulle med blestof. Min mor var studerede på Finseninstituttet og forskede bl.a. i strålebehandlinger for Lupus og lysbehandlinger for tuberkulose. Min far og mor mødte hinanden på universitetet, og min far blev af Geodætisk Institut tilbudt et job på Diskoøen, hvor han skulle lave seismiske målinger. Han arbejdede senere med vejrtjeneste for amerikanerne i forbindelse med den amerikansk base i Diskobugten”, fortæller Annalene.
“Det, jeg nok beundrer mest ved mine forældre, var, at de som to forkælede københavnere mestrede at være i en koloni, hvor de ikke kunne vælge deres venner, men måtte tage til takke med dem der var. De lærte at skyde med jagtgevær og salonriffel, leve af fisk og sælkød og tørrede frugter og gå i sælskinsanorakker og kamikker. Oprindeligt skulle min far blot være i stillingen i et år, men indvilgede i at tage et år mere efter oplæringen, men da så vedkommende, der havde lært min far op, heller ikke kunne komme hjem på grund af krigen, flyttede mine forældre til Egedsminde, hvor min far blev lærer på pigeskolen. Så bryllupsrejsen blev på syv år og fire børn”, griner Annalene.
Teknisk tegner og laborant
Annalene har altid troet, at hun som voksen skulle være gymnastik- og danselærer fra det hæderkronede Poul Petersens Danse- og Gymnastik Institut i København. Som ung brugte hun allerede meget tid på elitegymnastik, atletik og dans, men desværre ødelagde hun sine knæ i et kraftspring. Efter tre operationer blev Annalene frarådet at investere i uddannelser, hvor hun skulle bevæge sig meget og stå længe ad gangen.
Det mundede i stedet ud i en foreløbig uddannelse som tekniskassistent i maskin- og byggebranchen, da der på daværende tidspunkt var brug for den slags, og lægerne sagde, hun skulle være glad for, at hun ikke var blevet stivbenet. Det forsøgte hun så at være, selvom hun ikke kunne bøje sit ene knæ mere end 90 grader, hvilket senere gik ud over hoftens bevægelse.
“Jeg blev af min mor opfordret på det kraftigste til at begynde en uddannelse som teknisk assistent i maskin- og byggebranchen, selvom jeg ikke havde specielle interesser der. Der var dog mange arkitekter i min slægt, og dengang modsagde man ikke sine forældre, især ikke da jeg ikke kendte en bedre løsning og ikke kunne finansiere et andet valg. Dengang var der ikke noget, der hed uddannelsesstøtte før efter, man var fyldt 27 år. Indtil da måtte man forlade sig på forældrenes underhold eller studielån”, fortæller hun.
“Foruden at komme til at vide alt om betons blandingsforhold, lærte jeg også at tegne huse med de rigtige mursten og isolering. Det kom mig i mine år som campingchef til stor gavn på grund af de mange småreparationer og store byggerier. Og jeg ved i øvrigt også, hvordan en gearkasse til en bil så ud indeni dengang foruden viden om simpel bogføring.
Annalene havde efter gymnasiet forlovet sig og blev året efter gift. Mens hun gik på teknisk skole, blev hun gravid og den første af fire sønner blev født. Året er 1966, hvor sønnen Bo kommer til verden.
“Det var en anden tid dengang, hvor der ikke var så meget hjælp at hente med børnepasning og barselsfri, så efter fem uger aflevere jeg min baby til en dame, der i dagtimerne skulle passe ham. Min daværende mand var på det tidspunkt inde som soldat, så det var en hektisk tid med skole og praktik hos en arkitekt, og et lille barn, der skulle ammes og bleer, som skulle koges. Jeg cyklede 5 km frem og tilbage for at amme ham i middagspausen, men vi fik en dejlig dreng ud af anstrengelserne, og jeg en uddannelse og soldaten kom hjem efter endt værnepligt”, konkluderer Annalene.
London is calling
Parret flyttede efterfølgende fra Randers til Sønderjylland og Als, da Annalenes mand efter soldatertiden fik tilbudt et job på kontoret i Danfoss-koncernen. På Als kom så søn nummer to til Verden.
“Det var lige i EDB’ens vorden, så da min mand efter to års ansættelse fik mulighed for at blive lært op i Londonafdelingen, rejste vi til England. Vi tog afsted med to små drenge og endnu en i maven til en helt ny hverdag. Den indebar heldigvis muligheden for at træne det engelske sprog og lære den engelske kultur at kende. Jeg fik også mulighed for at følge kurser omkring mental sundhed og social hygiejne på et freelance universitet. Og man lærte også at køre bil i venstre side”, fortæller hun.
Desværre blev parret involveret i et færdselsuheld og et piskesmæld for Annelenes vedkommende. Dengang vidste lægevidenskaben ikke meget om piskesmæld.
“Jeg vidste bare, at jeg havde ondt i hovedet og i nakken og det snurrede ud i armene, og jeg blev hurtig træt, så det måtte jeg selv forsøge at få det bedste ud af. En af mine danske veninder i High Wycombe, hvor vi boede, tog mig imidlertid med til yoga, som jeg aldrig før havde hørt om. Dermed åbnede der sig ved en ”tilfældighed” en verden til en ny livsopfattelse, som passede rigtig godt til mig, og som har fyldt mindst 40 år af mit liv med glæde”, fortæller hun.
Parret besluttede sig efter tre år, at tiden var moden til at tage hjem til Danmark, så børnene kunne komme i dansk skole. Da Annalene efterfølgende kommer hjem til Danmark, slår den lille familie sig ned ved Vejle fjord. To år efter beslutter parret sig for at skilles, og Annalene beholdt alle tre drenge.
Laborant x 3
Annalene tager derefter hul på et nyt uddannelsesmæssigt kapitel, som suppleres med job som aftenskoleunderviser i yoga. Hun tager til Frederikshavn og bliver som 30-årig både kemisk, fysisk og biologisk laborant. Annalenes to søstre boede på det tidspunkt nordenfjords, og Frederikshavn var det eneste sted i landet, hvor man samtidig kunne tage alle tre linjer inden for laborantuddannelsen.
Senere får hun ansættelse på Palsgård Forsøgslaboratoriet ved Juelsminde og får indsigt i emulgatorer, stabilisatorer og andre tilsætningsstoffer i levnedsmiddelindustrien. Den viden vakte hendes intense interesse og gav hende stor opmærksomhed på at tage ansvar for, at hendes egen og familiens kost var naturlig og økologisk, når det var muligt.
“Min farfar, der var apoteker, startede Allergologisk Laboratorie sammen med astmalægen Bogø med forsøg med homøopatiske præparater, noget jeg også havde hentet noget erfaring med ved den første sommer efter studentereksamenen på laboratoriet i København”, fortæller hun.
Her boede hun hos en tante i Rødovre, som var billedhugger, og som senere i livet bl.a. lærte Annalene at fremstille smukke smykker af danske okseknogler og lave sølvøskner og låse. Annalene og børnene havde inden turen til Frederikshavn været på campingtur i et lille lånt telt ved Vejle fjord. Her møder hun, hvad der senere bliver til ægtemand nummer to, et meget charmerende og rart menneske, som var grundlægger og chef for Rosenvold Strand Camping. De to bliver rigtig gode venner, og Annalene hjælper med på pladsen, blandt andet med at underholde børnene, især nogle hold fra Koldingfjord-skolen og Breininge Forsorgshjem, som nød friheden ved campinglivet hver sommer på trods af deres handikap.
“Efter jeg var flyttet til Frederikshavn, møder campingchefen en dag op på min adresse i Frederikshavn, og det ender efter endt laboranteksamen med, at vi flytter sammen med 2 + 3 børn og en stor schæferhund. Ved ægteskab med en greve, træder man automatisk ind i grevindetitlen, men man skal kendes på sine frugter”, mener Annalene, og hun har aldrig brugt sin titel.
Adlet på grund af evner
Oprindeligt blev folk adlet, fordi de havde evner til at forvalte en landsdel til fælles bedste og ikke fordi, de var beslægtede med konger eller var specielt velhavende. Der har gennem tiderne været nogle, der misforstod det oprindelige ansvar, men den danske adel kæmper i dagens Danmark lige så ansvarsfuldt som alle andre.
“Jeg er personligt af den samme overbevisning, som høvding Seattle giver udtryk for i sin tale til den amerikanske præsident, at ingen ejer jorden, men vi har fået lov at forvalte den og ære den, som vi skal ære vores forfædre, og give den tilbage, som vi giver os selv tilbage til den, når vi dør”, siger hun og fortsætter.
“I dag tror jeg det gælder for alle uanset navn og herkomst, at man ansvarsfuldt gør en indsats, fordi man kan og derved får belønningen ved at have et sted, man hører til. Det er for mig ”sand adel”, og jeg er taknemmelig for, at seniorhuset har taget imod mig og givet mig et rum til at videregive et langt livs erfaringer”, siger hu og fortsætter.
“Jeg selv var måske ”snobbet-trodsig ”, noget som jeg måske senere har fortrudt lidt. Jeg blev nok lidt for meget provokeret af titlen og skulle måske have respekteret min mands herkomst sammen med hans kærlighed. Det var dog ubehageligt, at der var nogle folk, som kunne finde på at behandle mig meget anderledes, alene på grund af titlen. Jeg var jo stadig den samme, og min families adelsskab havde vi forladt mange generationer tilbage”, pointerer Annalene.
Eiler Rantzau var ældste søn fra Rosenvold og grundlagde Rosenvold Strand Camping i 1962 på Godsets jorde, og Annalene trådte ved sin ankomst til som medhjælpende hustru. Senere bortforpagtede de campingpladsen og slog sig ned som kunsthåndværkere på Djursland, indtil Eiler Rantzaus død i 1995. De fik i 1978 en fælles søn, som nu bor i Odense.
At få pendulet til at svinge
Der er faktisk rigtig meget mere at fortælle om Annalenes liv, men nu er denne artikel ikke nogen alenlang slægtsroman. Vi mennesker oparbejder livet igennem en masse indtryk via vores arbejde, i familien, i kunsten og kulturen og i troen på Gud eller andre lignende højere magter. Nogen finder hurtigt rytmen i deres liv, mens andre leder hele livet og måske i yderste konsekvens helt taber rytmen. Heldigvis er vi mennesker meget forskellige i forhold til, hvad der giver balance og kvalitet i livet, men vi kan støtte hinanden ved blot at lytte med interesse uden behov og trang for at kommentere og ændre situationen.
“For mig handler livet om at få pendulet til at svinge lige langt ud til begge sider. Hvis man holder for meget fast i noget og vil mere, end man kan nå, så rammes man nemt af ubalance og kan risikere at vælte. For at opretholde balancen er det vigtigt hele tiden at komme tilbage og stå ved det, man gør. Og når man så ser tilbage på sit liv, så kan der være ting, som man gerne vil have gjort anderledes eller være helt foruden, men det viser sig som regel, at det alligevel har haft en værdi, der har gjort en klogere, hvis man vel at mærke flytter sig og ikke holder sig fast i dårlig samvittighed og skyldfølelse”, siger hun.
“Mit liv har været lidt af et puslespil, og min opgave er at udfylde rammen uden at sprænge den og derfor fylde den lidt efter lidt og sørge for ikke at falde ud over kanten. Sådan har mit liv været”, siger Annalene, der er flyttet 14 gange siden sit fødehjem.
At få lov til at udfolde sig
Annalene er ikke som de fleste. Hun forstår ikke altid andres vittigheder, men en sund fælles latter er dejlig, og det er der heldigvis også nogen og noget, som kan fremkaldes i seniorhuset.
“Jeg er generelt meget begejstret for de muligheder, som seniorhuset i dag giver seniorer. Både det, at man selv skal byde ind, men også mangfoldigheden i, at alle kan være med. Det handler ikke længere om at yde for at få råd til det daglige brød, men at få lov til at udfolde sig på en ny måde. Livet handler meget om at finde balancen, hvor man kan stå ved sig selv og glæde sig over det”, siger hun og fortsætter.
“Jeg skal ikke længere tænke på at være i en underviserrolle, hvor folk udelukkende skal have, hvad de forventer og betaler for, men i stedet sige, at her er jeg og giver det, som jeg har erfaret og tror på og derfor gerne vil dele”, siger hun og indrømmer samtidig.
“Det har krævet lidt mod at give min begejstring videre til andre, når jeg f.eks. ikke har et eksamensbevis på Qi Gong, men blot min egen erfaring og oplevelse ved kurser jeg har deltaget i årene igennem. Men jeg glæder mig over incitamentet til at dykke dybt i filosofien bag og opleve, at et sted hænger det hele sammen, selvom det har forskellige navne. Det handler alt sammen om sanselighed og bevægelsesmeditation og indre fred, som jeg har adskillige certifikater på, både fra ind og udland. Ja endda både faldskærms- og elastikspring oveni”, siger hun.
”Qi” betyder i øvrigt energi og ”gong” betyder at arbejde med.
“Det glæder mig at se, når Qi Gong-timen er slut, at hele rummet vibrerer i sanselighed, og gruppen danner et smukt og alsidigt blomsterbed. Det gør mig helt rørt hver gang at se freden og smilet breder sig i kroppe og på ansigter”, siger hun.
“Min opgaver er ikke at oversvømme brugerne med noget, som de ikke kan fordøje og føler sig veltilpas i. Det vigtigste er, at de oplever deres eget lys, og trygt deler det med os andre. Jeg finder glæden i Qi Gong, mens andre frivillige i seniorhuset finder glæde ved at gøre noget, som er lidt mere håndgribeligt som at smøre et flot stykke smørrebrød eller at undervise i fremmedsprog eller passe receptionen. Det handler om at kunne se og høre hinanden. Og ikke være bange for oprigtigheden. Jeg er den, jeg ER, og det er det, jeg personligt har at give”, slutter hun.
Annalenes kreativitet har mange sider og mange flere, end der er med i dette interview.
”Vi erkender stykkevis” er en digtsamling, som Annalene udgav i 2006.
Et af hendes yndlingsdigte fra samlingen er ”LIVETS ORKESTER”, som hun skrev i 1989:
Naturens forunderlige rytmer,
er som et sårbart åndedrag,
som 1000 instrumenter,
der spiller livets symfoni,
mens Vorherre dirigerer.
Ingen stemme er overflødig,
og alle må lytte intenst
for at bevare harmonien.
Kun mennesket synes at ha’ glemt,
at se på dirigenten.
Det overdøver hav og skov,
med selvgjorte instrumenter,
og spørger ej om lov,
mens hvalen græder,
og uglen tuder,
og lærken bliver ganske stum.
Mens træernes blade krøller,
og hjorten falder om.
Du kære Gud og skaber,
hjælp os med at finde vores plads
i dit orkester.
Vi ved, at du, som gi’r os alt,
er Naturens MESTER,
og ingen smart og kløgtig karl,
kan gøre dig det efter.
Spil menneske – lyt hjerte;
eller du mister din ret til at spille med i livets orkester.