Tekst og fotos af Teit Rasmussen
At yde en frivillig indsats har intet med alder at gøre. Alder er jo en relativ størrelse afhængig af, hvem man spørger.
At være frivillig handler om alt muligt andet end et tal på en dåbsattest. Det handler bl.a. om evnen til at sætte egne behov bag andres.
Det må indledningsvis være den konklusion, man kan drage, hvis man dykker ned i nu 95-årige Ellen Kjær Hansens liv.
Seniorhus Odense har mange frivillige, rigtig mange. Hvis man tæller alle med, både dem som er frivillige ude i de 15 medlemsforeninger og dem, som arbejder for seniorhuset, ja så nærmer vi os 275 personer. En af dem, som faktisk har været med i samtlige af de snart 10 år, Seniorhus Odense har eksisteret, er Ellen Kjær Hansen fra OK-klubberne.
Ellen, der er årgang 1924, stammer oprindeligt fra Juelsminde-kanten, men flyttede inden sin skolestart med familien til Vejle.
“Min far var tømrer hos min onkel, og min mor var hjemmegående husmor. Min far og mor var begge hårdtarbejdende, og specielt da jeg var lille, var det hårde tider med en far, som desværre som så mange andre i den periode var havnet i arbejdsløshed. Min mor måtte for at få tingene til at hænge nogenlunde sammen gå i vaskekælderen og vaske for dem, som havde råd”, indleder Ellen.
Ellen er ud af en søskendeflok på fire, hvor hun var den næstældste. På grund af de hårde tider blev Ellen derfor allerede som 9-årig sendt ud for at tjene og hjælpe til økonomisk.
“Jeg havde en sød lærer, som godt vidste, at min far var uden arbejde, og at det var hårdt for os derhjemme. Så hun skaffede mig en plads i huset, hvor jeg fik ansvar for at passe fire børn, hvor den ældste var syv”, fortæller Ellen, som allerede i en meget ung alder har lært til begrebet ansvar.
En lussing af den anden verden
Ellen elskede virkelig at gå i skole. Hun ved egentlig ikke hvorfor. Måske var hun bare ivrig efter at lære. Faktisk kom hun i skole allerede som 6-årig.
“Det fik man normalt ellers ikke lov til dengang. Selv om mange i min alder sikkert omtaler deres skoletid som ualmindelig barsk, så havde jeg flere vidunderlige lærere. Skoleforholdene var selvfølgelig helt anderledes dengang. Der var også kæft, trit og retning, men jeg holdt meget af min skole”, understreger Ellen.
Ellen var heldig at gå i en stor byskole i Vejle. Det skulle vise sig at være en fordel.
“Vi havde dog en lærer, hvis datter gik i min klasse. Han var virkelig modbydelig, ikke kun overfor sin egen datter, men hele klassen. Han havde en mani med, at vi ikke måtte hoste i timen. Så en dag brugte jeg næste hele timen på at holde igen, men da timen ringede ud, kunne jeg ikke holde mig mere”, siger hun.
Ellen fik besked på, at hun skulle blive i klasen, mens alle andre gik til frikvarter. Læreren gik målrettet ned til Ellens pult, og så fik hun ellers en lussing af den anden verden.
Den var så kraftig, at der flere timer efter sad aftrykket af fem fingre på min kind.
Dengang gik mange elever og udearbejdende hjem til frokost. Det gjorde Ellens far også, så Ellen måtte jo forklare, hvorfor hun havde et aftryk af fem fingre i sit ansigt.
“Samme aften ville skæbnen, at min far skulle til selskab med den selv samme lærer, som tidligere på dagen havde været særdeles hårdhændet mod mig. Det endte med, at læreren gik hjem før min far”, griner Ellen!
“Bortset fra den episode, så var min skoletid lykkelig. Desværre fik jeg ikke lov til at læse videre til det, som jeg rigtig gerne ville, nemlig økonomi. Min storebror fik selvfølgelig lov til at læse videre. Vi piger skulle jo bare ud at tjene, så vi kunne flytte hjemmefra. Det var et spørgsmål om at have råd”, fortæller Ellen.
Skolen blev levevejen
Det er faktisk først flere år efter, at Ellen er blevet gift med sin nu afdøde mand Jens, at hun så småt kan begynde at gøre noget ved egne interesser. Ellens mand var oprindeligt uddannet radiotekniker, og den uddannelse førte ham og Ellen til Sønderjylland, hvor han sideløbende havde mulighed for at gøre noget ved sin glødende interesse for at skrive.
“Jeg synes, at jeg havde svært ved at komme ind helt ind på livet af sønderjyderne, og da min mands arbejde efterfølgende skiftede karakter til udelukkende at være natarbejde, besluttede vi os for at prøve noget nyt og flyttede derfor til Odense”, forklarer Ellen.
Året er 1957, og Ellen tager godt støttet af sin mand her sine første skridt mod en egentlig uddannelse, da hun søger ind på lærerseminariet og bliver optaget.
“Efter endt uddannelse fik jeg i starten af gøre med det, som vi i dag kalder indskolingen. Det var lige mig at være med til at lære børn at læse og skrive – og større klasser med håndarbejde. Men at jeg havde fundet min hylde, kan man ikke sige. Så snart jeg havde mulighed for det, tog jeg faktisk orlov med løn og læste dansk og matematik på Matematisk Institut i København”, fortæller hun.
For den yngre generation er det måske svært at forstå i dag, men matematik var dengang noget relativt nyt. Det var både spændende og ikke mindst sjovt.
“Det var en helt ny verden, som jeg bare gerne ville være en del af”, siger Ellen.
Heldigvis fik Ellen lejlighed til og mulighed for at implementere dele af matematikken, da hun vendte tilbage til skolen og undervisningen på Korup Skole, som hun var lærer på i 28 år.
“Matematikken betød så også, at jeg var tvunget til samtidig at have forældre på skolebænken om aftenen. De måtte jo også lærer matematik, men helt frivilligt”, griner Ellen.
Fra skolen og ind i OK
OK-klubberne, som siden er blevet en vigtig del af Ellens liv, lånte fast en gang om ugen et lokale på Korup Skole til sine aktiviteter. I flere år var Ellen med til at arrangere skoleteater, og mange af disse stykker blev spillet for medlemmerne af OK-klubberne, lige som man gik Lucia-optog.
“Det var faktisk på den måde, at jeg blev bekendt med OK-klubberne. Jeg kendte ikke det store til klubben, men blev på et tidspunkt opfordret til at overtage den lokale klub i Korup”, fortæller Ellen.
Folk, der kender Ellen, vil vide, at hun ikke overraskende tog udfordringen op og blev i 1968 klubformand og har kørt lokalklubben i Grævlingehuset videre lige siden! Igennem årene har Ellen således være med til at igangsætte og arrangere rigtig mange forskellige aktiviteter til gavn for klubbens medlemmer. Hun har også været næstformand for OK-klubberne i Odense.
Tilbage i 2011, hvor Seniorhus Odense åbnede, blev OK-klubberne en del af foreningsmedlemskredsen. Efterfølgende blev Ellen udpeget til at repræsentere OK-klubberne i seniorhusets bestyrelse.
“Jeg var faktisk med helt fra før starten, hvor de første tanker og kampen i gaderne for et seniorhus i Odense starter. Tanken om at samle en lang række foreninger på seniorområdet er en fantastisk ide, hvor man sammen kan gøre gode ting. Man har mulighed for at møde og lære en masse spændende mennesker at kende, og det betyder rigtig meget for mig og sikkert også fra mange andre. Derfor var etableringen af seniorhuset det eneste rigtige”, mener hun.
Damefrisør og foddame
Når Ellens tanker går tilbage til tiden op til seniorhusets start i 2011, kan hun ikke lade være med at smile bare en lille smule.
“En af tankerne bag huset var dengang, at det også skulle være et sundhedshus. Vi har siden fået motion og fitness ind som et vigtigt element, men jeg husker tydeligt, at man også have ønsker om mere bløde ting som en damefrisør og en foddame”, siger hun!
“I dag synes jeg, at vi er nået rigtigt langt i forhold til seniorhuset. Så snart man træder ind ad døren, mødes man af mennesker med et smil på læben. Det bliver man bare endnu mere glad over”, kommer det fra Ellen.
Det er langt fra alle, som fra de mindre frivillighuse rundt i byen har mulighed for at komme ind til seniorhuset. Derfor har Ellen hele tiden og trods sit engagement i seniorhuset holdt fast i det lokale frivillige arbejde i Korup.
“Det er vigtigt, at man har aktiviteter lokalt, og derfor fik jeg for år tilbage den ide at starte en besøgsven-ordning i Korup-Ubberud. Der var ikke noget tilbud, så jeg startede simpelthen en forening! På den måde kommer vi forhåbentlig ud til mennesker, som måske både er enlige og ensomme. Det er et behov for, at man eller nogen tager sig af de allernærmeste i ens nærmiljø”, siger Ellen uden på nogen måde at fremhæve sig selv.
Ellen starter mandeklub
At Ellen helt klart ikke er bange for at sige ja og involvere sig i frivilligt arbejde, er den følgende historie et godt eksempel på. På et tidspunkt har man i seniorhusets bestyrelse talt om at starte en klub eller aktivitet målrettet mænd.
“Men som vi sidder forsamlet der til bestyrelsesmødet, er der ingen overhovedet, der melder sig frivilligt. Heller ikke blandt mændene! Jeg tænkte, at selv om jeg var den ældste og kvinde, så rakte jeg alligevel hånden op og som den eneste. Lidt komisk at det blev en kvinde, som måtte stå frem, men sådan blev det”, forklarer hun.
Heldigvis kom der siden et par andre frivillige til, og til det første egentlige møde i mandeklubben lykkedes det bl.a. med Ellens hjælp at samle 28 mænd! Mandeklubben er siden blevet til en selvstændig forening og klarer sig nu uden Ellens hjælp.
Måske trykker alderen alligevel?
Den gamle reklamemand Erik Dibern sagde en gang, ”at det værste ved at blive ældre er, at ens jævnaldrende er blevet så frygtelig gamle”. Det vides ikke, om Ellen kan skrive under på det, men måske er alderen alligevel begyndt at trykke en smule.
“Jeg skal have fundet en afløser til posten som klubleder i Korup. Jeg kan ikke blive siddende til jeg er 100 år. Tænk lige overskriften i avisen: ”100-årig styrer OK-klubben med hård hånd”, lyder det med en grin fra Ellen.
Tanken, om at blive ved til Ellen er 100 år, er måske slet ikke så langt borte endda.
“Det er faktisk svært at finde en afløser. Jeg har godt nok en i kikkerten, men hun værger sig. Selv om jeg ikke tør tænke tanken, så kan det jo ende med, at noget må lukke, men det håber jeg ikke. Jeg er bestemt ikke træt af arbejdet”, siger Ellen.
Måske har alder og frivilligt arbejde alligevel en grænse?
“Jeg kan kun sige, at det har været og er stadig en stor glæde for mig at være frivillig. At gå foran og yde en indsats har givet mig mange gode venner og noget væsentligt at gå op. Den glæde kan jeg ikke vurdere højt nok. Flere skulle melde sig som frivillig”, lyder det afsluttende fra Ellen, som bl.a. vil glæde sig til igen at komme i Søndagscafeen i seniorhuset, når verden er fri for COVID-19.
FAKTA OM OK-KLUBBERNE
- OK står for ”omsorg” og ”kultur”.
- OK-klubberne er selvejende institutioner, der har til formål på upolitisk grundlag at arbejde for at tilvejebringe så gode forhold som muligt for ældre og handicappede medborgere ved et arbejde, der falder inden for de sociale loves rammer.
- OK-klubberne har aktiviteter i Seniorhus Odense, Korup, Sanderum og Filosofhaven
- I 1967 oprettedes på Frederiksberg den første OK-klub for pensionister.