Lone arbejder som frivillig på fuld tid
TEMA: Frivillighed på flere niveauer.
Langt de fleste danskere engagerer sig på et eller andet tidspunkt i deres livsforløb i frivilligt arbejde. Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, VIVE, påviste i 2020 i en større undersøgelse, at fire ud af ti danskere eller ca. 40 procent indenfor de seneste år havde deltaget i frivilligt arbejde. Undersøgelsen afslørede også, at danske frivillige i gennemsnit bruger ca. 15,5 timer om måneden på deres frivillige arbejde. I denne artikel med fokus på frivillighed skal du møde Lone, hvis ugentlige tidsforbrug som frivillig er markant højere end gennemsnittet.
Lone er frivillig i cafeen
Lone er frivillig i cafeen i Seniorhus Odense, og det har hun været siden december 2021. Her arbejder hun sammen med fire andre ligesindede på onsdagens morgenhold. Uden Lone og resten af de næsten 140 frivillige, som arbejder direkte under Seniorhus Odense i Cafeen, Flittige Hænder, Træværkstedet, Metalværkstedet, Motion & Fitness, Receptionen, Stol på Motion og Kunstudvalget, ja så kunne seniorhuset godt lukke og slukke. Arbejdsgrundlaget for driften af seniorhuset er på nær en fuldtidsansat daglig leder og en frivillig koordinator på 12 timer om ugen lagt i hænderne på frivillige.
-Det var stort set en tilfældighed, at jeg stødte på Seniorhus Odense. Jeg tror faktisk, at jeg sammen med en veninde var i seniorhuset for at stemme til kommunalvalget i 2021. Min veninde kendte godt til seniorhuset, men jeg havde ikke tidligere hørt om det, men gik så hjem efterfølgende og søgte videre på nettet og fandt bl.a. ud af, at man søgte frivillige i cafeen. Jeg tænkte, at det kunne jeg da vist godt finde ud af, og så startede jeg i november, fortæller Lone.
I kokkelære som 16-årig
Lone er født i Odense og haft hele sin barndom i Odense, men ellers flyttet en del rundt. Jeg boede sammen med mine forældre i Fraugde, og det var jo dengang ”ude på landet”, Lones far var sømand, da han lærte Lones mor at kende. Han blev siden værkfører på en plovfabrik i Fraugde, mens Lones mor arbejdede på kontor. En på det tidspunkt typisk dansk arbejderfamilie. Lone er enebarn og maner straks myten om et forkælet enebarn i jorden.
-Jeg fik lov til i en tidlig alder at arbejde og tjene mine egne penge, så et forkælet enebarn synes jeg aldrig, jeg har været. Jeg kom som 16-årig i lære som kok på det nu hedengangen Restaurant Franck A inde i centrum.
Så da jeg ikke kunne komme hjem fra arbejde på grund af de sene arbejdstider og manglende busforbindelser, valgte jeg i en meget ung alder at flytte hjemmefra.
Da Lone var i lære, mødte hun sine børns far, som var tjener på Franck A. Da Lone fik sin førstefødt, måtte hun desværre på grund af de skæve arbejdstider stoppe som kok.
-Herefter skiftede jeg karriere nogle gange og var først hjemmehjælper i Odense Kommune og siden rengøringsassistent på Odense Teknikum. Rengøringsjobbet gjorde, at jeg kunne forene rollen som mor med arbejde og glædevis have fri i sommerferien lige som mine børn, fortæller hun.
Det er ingen hemmelighed, at et job som hjemmehjælper og rengøringsassistent er hårdt fysisk krævende, hvilket det naturligvis også var for Lone. Hun måtte stoppe, hvorefter hun i en årrække fik job på et dyreinternat.
-Mine forældre tog på det tidspunkt beslutningen om at flytte fra Fraugde til en ny tilværelse på Ærø. Den ide tog min daværende mand også til sig, så vi enedes om at flytte med, hvor han som fotouddannet åbnede egen butik med salg af udstyr og fremkaldelse af film, fortæller Lone.
Og Lone skulle jo også have noget at tage sig til, så hun åbnede sin egen butik med salg af bl.a. parfume, tøj og lædervarer primært til damer. Det blev udenfor turistsæsonen suppleret med salg af forskellige helsekostprodukter og driften af et solcenter.
-På den måde var vi indtægtsmæssigt dækket mere eller mindre ind hele året og ikke afhængig af turister, som den Ærø primært er, fortæller Lone.
Til og fra Ærø
Desværre holdt ægteskabet ikke, så Lone blev skilt og flyttede med børnene teltpælene fra Ærø og til Ryslinge, hvor børnene tidligere havde gået i skole. Men Lone var faktisk ikke helt færdig med ø-livet, da hun nogle år senere blev tilbudt bestyrerjob af vandrehjemmet i Ærøskøbing.
-Og det varede så en årrække, indtil jeg ikke kunne holde til det mere. Det var faktisk et fedt job, men man har i den rolle aldrig helt fri, når man samtidig bor på sin arbejdsplads, så lidt træt af det hele var jeg nok også, fortæller Lone.
Lone mødte så noget tid efter på et lokalt Harley Davidson-træf en mand, som hun blev kæreste med og flyttede sammen med.
-Udfordringen var imidlertid, at han boede og havde sit firma og arbejde så langt væk som i Hurup i Thy, men jeg flyttede med, men måtte efter en årrække erkende, at afsavnet fra mine børn og nu børnebørn efterhånden var blevet for stort, fortæller hun.
Men inden vejen atter gik retur til Fyn, nåede Lone i Thisted at være i praktik og arbejdsprøvning på en cafe for tidligere misbrugere, inden hendes førtidspensionering i 2011 på grund af nedslidning blev bevilget.
-Jeg tror faktisk, at jeg altid har haft et ønske om arbejdsmæssigt at være tæt på mennesker med særlige behov og drømte derfor om at blive sygeplejerske. Det blev ikke til en uddannelse som sygeplejerske, men jeg fik via arbejdsprøvningen i cafeen heldigvis snust lidt til den side af arbejdslivet, som handler om skæve og uheldige eksistenser, fortæller Lone.
I dag er Lone og kæresten mere blevet hinandens bedste venner og ses på regelmæssig basis, men bor ikke sammen.
Frivillige blandt unge
Lone var faktisk frivillig i ”Natteravnene”, da hun første gang stifter bekendtskab med seniorhuset. Og for de uindviede er en Natteravn i denne sammenhæng ikke en person, der fester til sent ud på natten, men en frivillig voksen, helt uafhængig af baggrund, som vælger at tage et medansvar for trygheden i ens lokalområde typisk målrettet unge mennesker, der bevæger sig ud i nattelivet.
-Jeg har faktisk aldrig skænket det med alder en tanke i forhold til at være frivillig, hverken som Natteravn eller i cafeen i seniorhuset. I seniorhuset er der jo ikke tale om
plejehjemslignende forhold, men udpræget et hus fyldt med friske og meget energiske mennesker.
Både brugere og frivillige i seniorhuset er meget forskellige, hvilket gør, at man også skal være indstillet på at være en smule fleksibel på en række områder, men det tiltaler mig også. Det gør sig også gældende på det vagthold, som jeg er på. Vi fungerer rigtig godt som hold, og det er fantastisk dejligt, siger hun.
Pausen mellem de mange smurte stykker smørrebrød og ekspeditioner, hvis ellers der bliver tid til pause, bruges naturligvis på at tale sammen. Faktisk taler man i gruppen om alt mellem himmel og jord.
-Børne- og oldebørn er jo et typisk samtaleemne, men også mere alvorlige emner som sygdom i familien, og det der er værre. Der bliver også talt om politik helt ned i de lokaler emner til den store verdenspolitik, siger hun.
Det frivillige arbejde værdsættes
Det bliver også tid til snak om, hvem og hvordan de mange arbejdsopgaver i forbindelse med cafeen skal løses.
-Der er jo ikke nogen ansatte til at styre den del, det klarer vi selv. Og det, tror jeg, vi alle er enige om er den bedste måde. Det vil nok ikke gøre noget godt for nogen, hvis en lønnet ansat pludselig blandede sig i vores interne arbejdsfordeling. Det fungerer allerbedst, når vi i fællesskab løser det, siger Lone.
Det er Lones klare holdning, at brugerne af cafeen virkelig værdsætter, at dem på den anden side af disken er frivillige og ikke lønnede medarbejdere, som man måske i andre sammenhænge kunne fristes til at stille helt andre krav til.
-Der bliver ofte givet en sjov og dejlig bemærkning hen over disken. Det er fedt også at have den type kontakt til folk, siger Lone, som heller ikke skænker det en tanke, at hun går fra seniorhuset uden at have tjent en krone.
-Kontakten til folk, om det er som frivillig i seniorhusets cafe, eller når man går natteravn, er fantastisk. De unge er jo ved at falde bag over, når de finder ud af, at man gør det gratis og helt frivilligt! Jeg tror meget på tanken om, at det man giver til folk, får man tilbage, og sådan fornemmer jeg også i den grad er tilfældet i seniorhuset og i de andre sammenhænge, hvor jeg er frivillig, fortæller Lone.
Hende med tatoveringerne!
Det er muligt, at der kommer både frivillige og brugere i seniorhuset, som inde bag tøjet gemmer på en eller flere tatoveringer. Ja faktisk er tatoveringer ikke længere forbeholdt sømænd, men bredt socialt accepteret i mange samfund, hvor deres funktioner ikke blot er at pryde og forskønne; de må også gerne fremhæve personlighed og signalere gruppetilhørsforhold.
På den ene arm har Lone bl.a. en ganesha, en elefant, som gerne skulle bringe lykke. På den anden arm finder man bl.a. et flot billede af rottweileren Bea, som har betydet meget for Lone. Sidste skud på stammen er en tegning, som Lones teenager-barnebarn Clara har tegnet.
-Jeg tror ikke på gud, men mere på et liv efter døden, og det er måske derfor, at jeg har en række symboler og tegninger tatoveret på mine arme.
I fængsel, men helt frivilligt
Lige før corona’en ramte verden, læste Lone en hel del om at være besøgsven i et fængsel. Det blev hun hurtigt så fascineret af og interesseret i, måske ansporet af sin datter og søns arbejde, eftersom Lones datter er uddannet socialpædagog, og Lones søn fængselsbetjent.
-Røde Kors søgte efter nye besøgsvenner, så jeg viste interesse, blev godkendt og startede så med at være besøgsven for indsatte i Ringe og Nyborg Fængsel, fortæller hun.
Nu skal der ikke absolutte krav til for at blive frivillig i seniorhuset, men i forhold til besøgsven i danske fængsler, forholder sagen sig noget mere kompliceret.
-Du skal naturligvis godkendes af Kriminalforsorgen, inden du får adgang og lov til at være frivillig besøgsven. Du skal være indstillet på at kunne blive grundigt kropsvisiteret, hvilket man selvfølgelig lige skal vænne sig til, men der er stor forskel på graden efter hvilket fængsel eller arrest, man er besøgsven i, fortæller Lone, som i dag er blevet frivillig besøgsleder for hele Fyn.
-Min opgave som besøgsleder er at gennemføre samtaler med de indsatte, som ønsker en frivillig besøgsven. Jeg skal lære lidt om den indsattes baggrund – også hvad de er dømt og sidder inde for, men den del er faktisk frivilligt for den indsatte at svare på. Men jeg har brug for at vide mere om mennesket, der sidder inde i bestræbelserne på at finde et så godt match med den frivillige, som venter udenfor murene som frivillig besøgsven, fortæller Lone.
Den frivillige besøgsven får faktisk ikke at vide, hvad den indsatte har gjort.
-Nej for det er jo ikke det, som det handler om i relationen mellem den indsatte og den frivillige besøgsven. Det er den menneskelige kontakt, som er i centrum, og ikke at man er forudindtaget, fortæller Lone.
”Det er faktisk meget hyggeligt”
Lige nu har Lone 19 frivillige besøgsvenner under sig, og som hun skal forsøge at matche med de indsattes interesser eller sproglige forhold. Det betyder masser af samtaler, kontakt og arbejde med at forberede den frivillige besøgsven med forholdene indenfor murene.
-Jeg bruger meget tid på at have den personlige kontakt til de frivillige besøgsvenner, så de føler, at de er specielle og kan gøre det så godt som muligt. Jeg bruger også en del tid på at samarbejde med f.eks. fængselspræsten i Nyborg Statsfængsel, siger Lone og indrømmer, at hun siden hun meldte sig ud af folkekirken faktisk aldrig har været så meget i kirke som nu.
-Jeg er faktisk stadig lidt frivillig på den måde, at jeg ofte er med til gudstjenesterne og den efterfølgende kaffesnak med de indsatte, lige som vi også laver mad sammen. Det er faktisk meget hyggeligt, hvor tanken og behovet for at få en besøgsven så kan blive luftet, siger Lone.
At lægge det bag sig
Som frivillig i seniorhuset overskygger de positive indtryk i væsentlig grad de negative, hvis der overhovedet er nogen. Men kan man godt forlade Nyborg Fængsel som frivillig og lægge de indsattes historier og gerninger bag sig?
-Ja fuldstændig. 90 procent af de indsatte synes jo, at de sidder uretfærdig i fængsel, men det må man som frivillig i Røde Kors jo forholde sig til. Vi er jo ikke advokater, fængselsbetjente eller socialrådgivere. Besøgsvenner kommer for at have en samtale mellem et menneske til et andet, så det er egentlig ligetil at trække ”Røde Kors-kortet”, der siger, at vi hverken kan eller må involvere os i deres straffesag. Det er faktisk lige til, fortæller Lone, som har oplevet, at indsatte ud over at dele deres bekymringer om deres kone og børn, også indrømmer, hvad det er, som har sendt dem bag tremmer.
-De indsatte, som ønsker en besøgsven, gør det, fordi de har et behov. Ikke fordi de vil gøre os noget. Så nej, jeg er ikke bekymret, når jeg har samtaler med de indsatte, siger Lone.
Lone har også tidligere været frivillig i ”Elderlearn”, som er en forening, som matcher frivillige danske seniorer med tilflyttere, der gerne vil blive bedre til dansk.
-Jeg har bl.a. været kontaktperson for en iransk sygeplejerske, som have behov for at lære dansk. Hun gik på sprogskole, men gennem Elderlearn mødtes vi så hver torsdag en time, hvor hun kunne tilegne sig noget af det, som hun ikke fik lært på sprogskolen. Ud af det er kommet et fantastisk venskab, da jeg har lært en hel masse om den kultur og baggrund, hun kommer fra. Hun er nu blevet ansat og i fuld vigør på OUH, men vi har stadig kontakt, siger Lone, som grundet arbejdet som frivillig fængselsbesøgsleder er stoppet i Elderlearn.
-Selv om jeg er fuldtids frivillig, så er facit for mig, at det giver mig så meget igen, at jeg ikke kunne tænke mig det anderledes, slutter Lone.
Tekst og foto af Teit Rasmussen